| Om Sønderborg Pipes and Drums
I året 2003 blev bandet grundlagt af bl.a. vores Pipemajor John M. Campbell Kemp og hans kone Solvej Kemp, der nu varetager kasserer posten. Campbell har en fortid i det britiske militær, hvor han udover sin funktion som soldat i hæren, lærte at spille sækkepibe. I den forbindelse har han været på turné i en række lande, ligesom han gentagne gange har deltaget som aktiv musiker i Edinburgh Tattoo.
Al begyndelse er svær hvilket også har været tilfældet for Sønderborg Pipes and Drums. Der skulle findes egnede øvelokaler, tages stilling til undervisningsmetodik, fremskaffes instrumenter og noder, o.s.v. Derudover skulle lokalbefolkningen have kendskab til det "at et nyt band er startet i byen" for derigennem at hverve medlemmer. Alle disse børnesygdomme har vi nu lagt bag os, og vi er i dag et velfungerende band bestående af ca 40 medlemmer, der spiller på sækkepibe, sidedrum, tenortromme og stortromme.
Bandet er velorganiseret og har en bestyrelse, der arbejder ihærdigt på at holde trådene sammen ud fra foreningens demokratiske vedtægter. Da vi efterhånden har en omfattende lagerbeholdning af diverse uniformsgenstande er der blandt medlemmerne lageransvarlige og en der står for indkøb. På den den musikalske side er Pipemajor den øverst ansvarlige. Han samarbejder med de øvrige instruktører omkring undervisning og samspil.
Da vi er meget bevidste om at medlemmerne betragter det at være med i bandet som en hobby, lægger vi stor vægt på at fremme og bevare en god og positiv stemning samtidig med at den enkelte får mulighed for at udvikle sig på sit instrument. Vi lægger generelt stor vægt på det sociale og arbejder til stadighed på at inddrage medlemmernes familie i bandets kultur og arrangementer.
Hvor og hvad spiller vi til
Ja, hvad spiller vi ikke til?
Vi kender alle følelsen af nakkehårene, der rejser sig når den karakterisktiske lyd af en sækkepibe spiller Amazing Grace. Prøv så at forestille dig 12 sækkepiber, skotske snaredrums, med deres meget markante "stramme" lyd støttet af den dybe og grundlæggende rytme, der kommer fra tenor og stortromme. Mange fester og arrangementer får lige et ekstra krydderi når et sækkepibeband dukker op eller blot en enkelt piper spiller, iført en ægte skotsk uniform med kilt, glengarry (hue), Argyll jakke og vest, samt øvrigt hvad dertil hører.
Vi spiller til et hav af arrangementer, for eksempel fødselsdage, herrefrokost, bryllupper, ringrideroptog, til koncerter, festivals, begravelser, militære arrangementer m.m. Hvert år er sommeren igennem præget af de mange ringridninger i lokalområdet, hvor vi typisk går i optog og efter optoget spiller en lille koncert for publikum. I Sønderborg har vi gentagne gange spillet til Ringriderherrefrokosten med over 1600 deltagere, hvor vi bla. spiller sammen med The Scots Guards Pipeband. Vi har spillet på Hærens Sergentskole i Sønderborg, hvor der årligt afholdes en mindedag d. 18. april for 'slaget på Dybbøl'. I 2008 afviklede forsvaret verdensmesterskaberne i militær kapsejlads i Sønderborg, hvor vi spillede ved medaljeoverrækkelsen. Vi kommer også lidt ud at rejse, i februar 2009 spillede vi til karnevallet ved Køln og Sørlandet Tattoo i Norge i september. Vi stiller op på skoler og i børnehaver for at spille og fortælle om "livet med en sækkepibe", ligesom vi fremviser vores uniform.
Som det ses, spiller vi til mangt og meget og du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.
| |